Pas på dine vandrør, når vinteren sætter ind. Mange oplever, at vandrørene fryser.
Vær opmærksom på, at selvom du skal spare på varmen, er det alligevel en god ide, hvis du sørger for, at dit hus er frostfrit, selvom du ikke bruger det – specielt, hvis du ikke har lukket for vandet og tappet vandet ud af rørene.
Har du uopvarmede bygninger med vand eller vandrør i kældre eller i skunken eller loftrummet, så sørg for at minimumstemperaturen er +5 °C.
Har du allerede været så uheldig, at dine vandrør er frosne, så tjek om der er vand på det første tappested efter din måler. Har du vand i huset, skal du ikke kontakte Novafos, men kontakte din VVS-installatør, som kan hjælpe dig med at få tøet dine vandrør op.